I udkanten af Ølgod, hvor byens lyde dæmpes af nåletræer og fuglesang, gemmer sig en lille perle med både historie og poesi i luften – Hanssinelund. En digterpark så nænsomt plantet og kærligt formet, at man næsten kan høre versene hviske mellem grenene.

Bag det lune navn står boghandleren Hans Nielsen og hans hustru Sine, der fra 1909 og frem til 1955 forvandlede dette to hektar store stykke hede til en levende litterær have. Tømrer Holm i byen fandt på navnet – og vandt en potageske. Sådan var stemningen dengang: lokalt, jordnært og med et glimt i øjet.

Når sneen lægger sig over Hanssinelunds stier, fremstår mindestenene med deres indhuggede vers som små bjerge i vinterlandskabet. Her står H.C. Andersen, Pontoppidan, Blicher, Aakjær og flere side om side – stenene er rejst med ærbødighed og stædig håndkraft, nogle af dem af billedhuggeren Mads Pedersen fra Varde.

Men se engang – én sten står uden navn. Måske var den tiltænkt en kvindelig forfatter, måske er det op til os at forestille os hendes ord i vinden mellem træerne.

Hanssinelund er mere end en park. Det er en stille hyldest til de danske ordsmede – og til to mennesker, der troede på naturens kraft og kulturens betydning. Selv på en vinterdag, hvor frosten bider i næsen, er det en lun tanke.

Tag en termokande med, og gå en tur. Digterne venter.